Skip to content
Menu

Du er okay

Ny kurs – uden kur

Spiseforstyrrelser / forstyrret spisning / slankekure

Spiseforstyrrelser / forstyrret spisning / slankekure

Hører du til den store gruppe af kvinder, der på den ene eller anden måde pendler mellem overspisning og restriktive slankekurerer? Kæmper du med et ambivalent forhold til glæden ved mad? Nages du af den dårlige samvittighed over at have spist for meget eller en følelse af succes ved at have spist for lidt? Tænker du konstant på mad, og bekymrer du dig om din krops udseende og vægt?

Du har måske også testet alverdens slankekurer, og din tankegang omkring mad er måske noget sort/hvid. Måske du endda sulter dig selv for derefter at overspise eller spise mere end du behøver, og efterfølgende føler du skyld og skam? Måske du ovenikøbet kæmper med en spiseforstyrrelse eller forstyrret spisning?

Kan du nikke genkendende til ovenstående, tilbyder jeg dig min hjælp.

I bund og grund er det ikke noget nyt, at slankekure ikke virker på den lange bane. Det har forskning slået fast for længst. Desværre lider rigtig mange kvinder alligevel af en begrænsende slankekursmentalitet, eller et skjult behov for overspisning, hvor de kæmper med et meget skamfuldt forhold til mad. Dette skyldes oftest de urealistiske krops – og sundhedsidealer vores kultur, og samfund er med til at presse ned over hovedet på os. Dette krops- og sundhedsideal har lagt et enormt pres på vores forhold til os selv, vores krop, indtagelse af sukker, fedt og kulhydrater. Konsekvensen ved at have en restriktiv slankekurs mentalitet, som er bygget op omkring restriktioner og en sort/hvid tænkning, ødelægger vores naturlige evne til at føle, lytte og handle ud fra de indre naturlige signaler, som vores kroppe prøver at kommunikere ud til os.

Så hvordan kan vi bringe glæde, nydelse og balance tilbage i vores liv, og til vores forhold til mad?

Find ikke fejl – find en løsning

Find ikke fejl – find en løsning

Et sundt forhold til os selv og vores kost handler ikke om viljestyrke eller selvdisciplin! Det handler derimod om at indgå et samarbejde med vores naturlige mentale og fysiologiske overlevelsesmekanismer og lære at samarbejde med kroppen – i stedet for at modarbejde den.

Det er ikke nok bare at vide, hvad vi ”burde” eller ”ikke burde” spise. Menneskets psykologi omkring hvordan vi føler og tænker omkring os selv og vores forhold til mad, fungerer stik modsat af, hvad vi selv tror, og det er derfor afgørende at arbejde med den rette mentalitet med henblik på at kunne balancere et sundt forhold til os selv, vores krop og have et naturligt forhold til mad.

Vi har ofte en tendens til at tale grimt til os selv eller handle uhensigtsmæssigt, når vi er utilfredse eller triste over ting i vores liv. Negative tanker kommer nemt til os hvis vi ikke er opmærksomme på dem, og dette kan have enorme konsekvenser for vores fysiske og psykiske helbred. For mange mennesker er det ofte ubearbejdede følelser, der netop er hovedårsagen til, hvorfor vi føler og tænker om os selv, som vi gør, og det går ofte ud over måden, vi spiser og bruger maden på.

Derudover har mange af os opbygget en masse vaner, der fastholder os i et spisemønster eller nogle spisetendenser, som giver os en negativ følelse i kroppen. Vi er ofte distraheret, når vi spiser – om det er på farten, foran fjernsynet, computeren eller telefonen. Vores fokus er et andet sted, end på det vi spiser. Ofte spiser vi per automatik, når der står mad foran os, eller vi spiser på bestemte tidspunkter, fordi vi har inkorporeret, at måltider skal ligge på faste tidspunkter, uden reelt at mærke efter om vi er sultne.

Jeg arbejder derfor ud fra en blanding af kognitiv adfærdsændring, vaneændring og intuitiv mindful spisning.

F20210610_195531-kopi

Sådan lever du ægte!

Lev det liv du vil leve, ikke for andres skyld – men for din egen.
Sådan lever du ægte!

Jeg ønsker at hjælpe dig til et liv, hvor du slipper et kompliceret forhold til mad, din krop og vigtigst af alt; dig selv. Mine forløb er derfor til dig, som ikke vil leve et liv med begrænsninger, men finde vejen til den størst mulige livskvalitet ud fra de forudsætninger du nu engang har. Uanset om du kommer fra en slankekursmentalitet med en masse restriktive slankekure, kæmper med forstyrret spisning eller spiseforstyrrelser i form af anoreksi, bulimi eller tvangsoverspisning (BED), kan jeg hjælpe dig. 

Min fornemmeste opgave er at guide dig til at løse eksistentielle og følelsesmæssige problemer, som i bund og grund intet har med spisning og ernæring at gøre.

Et forløb med mig vil derfor have fokus på en sund og realistisk adfærdsændring hvor fokusset ligger på DIG og dine udfordringer. Du bliver konfronteret med de begrænsende overbevisninger, du oplever omkring dig selv, som får dig til at overspise, underspise og generelt have et ubalanceret forhold til mad.

Jeg vil give dig konkrete redskaber og løsninger til at skabe en mere positiv mentalitet omkring, hvordan du tænker og føler omkring dig selv, kost, vægttab og i det hele taget nydelsen ved at spise igen. Jeg vil give dig konkrete metoder til hvordan, du kan få kendskab til dig selv og din krops potentiale i en mere balanceret retning.

F20210610_204624

Hvem er jeg?

Hvem er jeg?

Jeg valgte at uddanne mig til socialrådgiver, fordi jeg ønsker at gøre en forskel for mennesker, som på den ene eller anden måde befinder sig i en ekstra svær eller udsat livssituation.
Socialrådgiveruddannelsen gav mig en bred viden på en række forskellige fagområder, men der er ingen tvivl om, at det der optog mig mest, var det menneskelige, psykologiske aspekt. Måske følte jeg mig draget af netop det aspekt, fordi udfordringerne i mit eget mentale helbred fyldte mere og mere. Uddannelsen har på den måde givet mig en evidensbaseret tilgang til, hvordan vi som mennesker fungerer, agerer samt hvordan de psykologiske processer i vores adfærd afspejler måden vi handler og reagerer på.  

Jeg har selv en baggrund med spiseforstyrrelse, og grundet min store interesse for sundhed, kost og motion, faldt det mig helt naturligt, at jeg begyndte at fordybe mig indenfor dette område. På trods af at jeg faktisk havde en klinisk stillet diagnose, blev jeg ret hurtigt bevidst omkring, at jeg måtte lægge damebladendes ”5 trin til en sundere livsstil” tilgang fra mig, og jeg begyndte i stedet at bruge min egen faglige viden til at fordybe mig teoretisk i, hvordan man arbejder med disse komplekse problemstillinger.

Igennem behandling, personlige udvikling, uddannelse og interesse for videnskaben, fandt jeg min vej ud af spiseforstyrrelsen. Under hele mit sygdomsforløb, var jeg ikke i tvivl om, at jeg en dag skulle bruge den erfaring og viden, jeg igennem mange år fik tilegnet mig, til netop, at hjælpe andre mennesker, som lider af et forstyrret forhold til mad.

Jeg har tidligere arbejdet med spiseforstyrrelser i psykiatrien, og jeg blev her bekræftet i min egen oplevelse af psykiatriens mangelfulde hjælp. Psykiatrien omfavner ikke alle nuancer af hverken spiseforstyrrelser eller forstyrrede spisning, og dette at have en forstyrret spisning rækker langt videre, end hvad der faktisk bliver tilbudt hjælp til fra det offentlige.

Det er derfor mit inderligste ønske at hjælpe dig, som kæmper med et svært forhold til dig selv, og til dit forhold til mad, og som står i en situation, hvor du har brug for den hjælp, som ikke bliver tilbudt af det offentlige.

Kognitiv adfærdsændring

Kognitiv adfærdsændring:

Når vi skal arbejde med spiseforstyrrelser og forstyrret forhold til mad, kommer vi ikke særlig langt, hvis ikke vi også arbejder med de bagvedlæggende problemstillinger, altså vores mentale helbred og vores negative tankemønstre.

Spiseforstyrrelser og forstyrret spisning udspringer sig typisk af andre psykologiske problemstillinger og lavt selvværd. Det kan bl.a. være vores personlige historie, som har haft en negativ betydning på måden vi agerer, tænker og vurderer os selv på. De oplevelser og indre vurderinger af os selv, som vi har taget med os helt fra barnsben, eller som vi er blevet konfronteret med i vores voksne år, kan medføre, at vi kommer til at undervurdere os selv i forhold til andre og derfor kommer i tvivl om vores eget værd.

En effektiv måde at arbejde med vores negative tankemønstre og livserfaringer på er ved at benytte kognitiv adfærdsændring. Kort fortalt handler kognitiv adfærdsændring om at ændre den måde, du tænker på, til det mere positive og optimistiske i modsætning til det selvdestruktive og negative.

I et forløb med mig lægger jeg stor vægt på dine følelser og adfærd, og hvordan disse faktorer i høj grad styrer dine tanker. Jeg vil derfor – i samarbejde med dig – bestræbe mig på at se sammenhængen mellem dine tanker, din adfærd, dine følelser og fornemmelser og herved finde frem til hvordan, du kan ændre dette til et mere positivt mindset.

I min tilgang til kognitiv adfærdsændring ønsker jeg at lære dig, hvordan du med forskellige øvelser og metoder, kan lære at ændre dit mindset, så du får mulighed for at skabe et bedre liv og et bedre forhold til dig selv, din krop og din måde at forholde dig til mad på. Det foregår ved, at vi ser på sammenhængen mellem din personlighed og omverdenen, og hvordan disse to ting spiller sammen og påvirker hinanden.

Ofte kan et givet problem og udfordring skyldes noget udefrakommende, som har påvirket dig til at komme i den pågældende tilstand. Her er det essentielt at ændre den negative tankegang, der præger dig, ved at fokusere på et kreativt og fokuseret tankemønster, som giver dig en positiv selvfølelse.

En af de fantastiske ting ved kognitiv adfærdsændring er, at du bliver oplært i færdigheder, der kan hjælpe dig til at blive din egen ”terapeut” i alle svære situationer. Når du bliver rigtig dygtig til at arbejde med disse færdigheder, du får opbygget, kan du bruge dem resten af livet, når du oplever udfordringer og modgang.  

Forløb og priser

Forløb og priser

Alle mine forløb foregår online 1:1 og bliver 100% skræddersyet med udgangspunkt dine udfordringer – det vil sige, at der IKKE er en prædefineret skabelon for hvordan vores samarbejde skal forløbe, da alle har individuelle udfordringer og behov.

Det er Individuelt hvor langt et forløb varer for den enkelte. Det afhænger helt af graden af din spiseforstyrrelse og forstyrret spisning, og hvor længe den har stået på samt hvad dine mål og drømme i øvrigt er. For nogle kræver det blot enkelte sessioner for at tilegne sig den fornødne viden for at stå på egne ben mens andre har brug for et længerevarende forløb, med løbende støtte og rådgivning.

Priser:

  • Uforpligtigende 30 min. telefonisk afklaringssamtale: Gratis
  • Enkeltsession 60 min: 1100
  • Pårørendesamtale 60 min: 1100

Månedligt forløb:

  • Abonnement bestående af 4 sessioner á 60 min: 3900 kr. pr. md. (rabat 500 kr.)
  • Abonnement bestående af 3 sessioner á 60 min.  2.900 kr. pr. md (rabat 400 kr.)
  • Abonnement bestående af: 2 sessioner á 60 min: 1.900 kr. pr. md. (rabat 300 kr.)

Alle mine forløb inkluderer:

  • Onlinesessioner af 60 min. varighed
  • Fri e-mail kontakt under forløbet
  • Konkrete metoder og arbejdsredskaber til hvordan du kan overvinde din spiseforstyrrelse eller dit forstyrrede forhold mad
  • Jævnlig hjemmeopgaver